Vandmangel som Global Risiko - FN-rapport advarer om øget konfliktpotentiale

FN's kulturorganisation UNESCO slår alarm: Vandmangel kunne føre til øgede konflikter på verdensplan. Dette scenarie skitserede UNESCO's generaldirektør Audrey Azoulay i forbindelse med sin årligt udkommende rapport om vand. Det klare budskab: For at bevare freden kræves der ikke kun beskyttende foranstaltninger for vandressourcer, men også intens regional og globalt samarbejde. Omtrent 50 procent af den globale befolkning er mindst sæsonmæssigt påvirket af vandunderskud, og mere end to milliarder mennesker mangler adgang til sikkert drikkevand, mens omkring 3,5 milliarder må undvære hygiejniske sanitære infrastrukturer. Selvom der er et kontinuerligt befolkningstilvækst, står forholdet mellem vækst og vandbehov ifølge UNESCO ikke i direkte sammenhæng – lavere forbrug findes netop i områder med hurtig befolkningstilvækst. Det årlige forbrug af ferskvand stiger med en procent, hvor denne stigning ikke alene kan tilskrives landbrugssektoren, som kræver 70 procent af vandet. Industrien med 20 procent og private husholdninger med 10 procent bidrager også til det øgede vandbehov. Ændrede kostvaner betragtes som en drivkraft for denne tendens. UNESCO påpeger også den sociale komponent: Kvinder og piger lider især under vandmangel, da de ofte er ansvarlige for den krævende vandforsyning i landdistrikter, hvilket går ud over deres uddannelsesmuligheder. Også migrationsbevægelser kan fremmes af vandmangel. UNESCO-rapporten understreger også, at især de fattigste og svageste befolkningsgrupper er truet af vandmangel. Selvom vand indtil videre ikke anses for at være en primær konfliktårsag, kan det dog forværre stridigheder – som for eksempel i Sahelzonen, hvor afvanding har ført til spændinger omkring adgang til vand og land. Øget samarbejde og fælles forvaltning af vandressourcer, støttet af vandkonventionen fra 1992, kunne ifølge UNESCO tjene som fredsbevarende instrumenter. Siden 2016 har konventionen været åben for alle lande, hvilket afspejles i en stigning i medlemskabet – fra 41 til 52 lande, med yderligere omkring 30 lande i tiltrædelsesprocessen. Som et eksempel på positive konsekvenser nævner Sonja Köppel, leder af sekretariatet for FN's vandkonvention, Sava-regionen efter krigen og lignende samarbejder over landegrænser. Aktuelle politiske konflikter som mellem Hviderusland og Litauen hæmmer dog yderligere fremskridt. I alt deler 153 lande floder eller søer med deres naboer, men kun 24 har indgået omfattende aftaler for alle vandløb på deres territorium – Tyskland er et af disse lande.