Syv år efter hans triumferende sejr over Marine Le Pen og den højreekstremistiske Front National står Emmanuel Macron over for en ny politisk virkelighed. Den præsident, der kom til magten i 2017 med store forventninger og blev fejret som Frankrigs "frelser" fra den højreorienterede fare, står nu over for en genopstået Le Pen og hendes omdøbte parti Rassemblement National. Optimismen, der ledsagede Macrons opstigning, er for længst forsvundet.

Macrons ambitiøse projekt for at revitalisere Frankrigs økonomi og styrke den internationale status stødte på stigende modstand. Præsidenten og hans team, ofte kaldt "Mormonerne", forsøgte at etablere en politik ud over den traditionelle venstre-højre opdeling. Men på trods af de første succeser, som sænkningen af arbejdsløsheden og tiltrækningen af internationale investeringer, voksede støtten til ekstreme partier som RN og det venstreorienterede La France Insoumise (LFI).

Macrons tilstræbte reformpolitik, herunder revisionen af arbejdsretten og afskaffelsen af formueskatten, mødte voldsom modstand. Gule Veste-bevægelsen og Covid-19-pandemien førte til sociale uroligheder og en følelse af forfald. Desuden skærpede mordet på læreren Samuel Paty af en radikal islamist Macrons kurs inden for sikkerhedspolitik.

Den seneste opløsning af parlamentet og annonceringen af nyvalg overraskede mange og blev præsenteret som et forsøg på afklaring og omstilling. Men selv Macrons tilhængere tvivler på effektiviteten af disse foranstaltninger. Meningsmålinger antyder en mulig dødvande, hvilket kan føre til en lammet regering eller endda en institutionel krise.

Macrons engang strålende figur forsvinder i stigende grad fra valgmaterialer, og hans politiske alliancer smuldrer. Kritikere som Serge July og Raphael Glucksmann proklamerer enden på "Macronismen". En mulig regeringsdeltagelse af RN ville tvinge Macron til en ubehagelig magtdeling, hvilket kunne begrænse hans politiske handleevne betydeligt.

Nogle af Macrons forsvarere understreger dog hans succeser i EU-politik og økonomiske reformer. Men de vedvarende kriser og hans regeringsstil, der ofte kritiseres som "hyper-præsidential", har efterladt dybe spor.

De kommende valg vil afgøre, om Macron kan fortsætte sin vision, eller om Frankrig vil opleve en drastisk politisk forandring.