Energipolitik i forandring: USA og deres dilemma med LNG-eksport til Europa

Takket være revolutionerende teknologier som 'fracking' har USA sat sig i spidsen for den globale energiproduktion. Anvendelsen af horisontale boringer og hydraulisk brud har gjort det muligt at udnytte olie- og gasreserverne indespærret i skifer. Siden 2011 har USA, foran Rusland, ført rækken af naturgasproducenter. Før Covid-19-pandemien registrerede USA absolutte rekorder i naturgasproduktion i 2019, hvilket yderligere øgede interessen for eksport. USA, som i 2016 blev etableret som nettoeksportør af flydende naturgas (LNG), leverer nu til over 30 lande verden over. Men på hjemmemarkedet falder efterspørgslen efter naturgas, da vedvarende energikilder vinder frem i energimixen. Ifølge US Energy Information Administration (EIA) forventes andelen af naturgas i elproduktionen at falde fra 39 % i 2020 til 34 % i 2022. Opbevaring og forsendelse af amerikansk LNG til Europa kræver specielle havnefaciliteter til import, en udfordring, der dog får stigende betydning i lyset af de politiske spændinger med Rusland over gasrørledningsprojektet Nord Stream 2. Amerikanske giganter og politikere satser i stigende grad på udvidelse af europæiske modtagekapaciteter for at reducere afhængigheden af russisk gas. Den globale diskurs om naturgasens rolle i den grønne omstilling, især i EU, intensiveres. Tilhængere argumenterer for, at gas er et nødvendigt "overgangsbrændstof", mens kritikere frygter risikoen for strandede aktiver gennem ubenyttet infrastruktur. Denne debat definerer i høj grad fremtiden for EU-USA-LNG-handelsrelationerne. Med auktioneringen af nye metanstandarder og støtte til alternative gasteknologier som brint, er Biden-administrationen opsat på at mindske miljøbelastningerne og imødekomme de økologiske krav stillet af den grønne omstilling. Ikke desto mindre forbliver det åbent, hvordan USA's politik vil navigere mellem energisektorens økonomiske interesser og kravene om klimamål.