Det er to år siden, at MSG Entertainment – operatør af spillesteder som den legendariske Madison Square Garden – vakte opsigt med kunstig intelligens. Et sofistikeret ansigtsgenkendelsessystem blev brugt til at udelukke advokater, der repræsenterede firmaer, der sagsøgte virksomheden. Konsekvensen? Advokater fik hverken adgang til shows eller sportsbegivenheder, hvilket hurtigt førte til en civilretlig konflikt. Advokaterne sagsøgte – selvfølgelig. Og mens nogle tilskuere stille grinede af denne farce, mumlede en CEO tørt: "Godt for det.
Doch was auf den ersten Blick wie eine Kleinigkeit wirkt, öffnet die Tür zu einer der zentralen debatter i vores tid: Hvordan påvirker kunstig intelligens den fine balance mellem individuel frihed, samfundsmæssig fremgang og økonomiske interesser? Og er vi overhovedet stadig aktørerne i denne udvikling – eller for længst kun statister?
Friheden til ikke at være fri
Reid Hoffman, techinvestor og medstifter af LinkedIn, berørte disse spørgsmål for nylig i en tale i London. Han henviste til de berømte begreber af filosofen Isaiah Berlin: "negativ frihed" (friheden fra ydre begrænsninger) og "positiv frihed" (evnen til at handle selvstændigt). Ifølge Berlin er de ofte i konflikt. Demokratier forsøger at finde en vej gennem kompromis – med skiftende succes.
Hoffman advarer: Mens tidligere teknologier primært var værktøjer, er AI noget grundlæggende nyt. Den træffer, skaber og vurderer selvstændigt – og kunne dermed både give os frihed, samt tage den fra os. I sin bog Nexus kalder Yuval Noah Harari AI endda en "udenjordisk intelligens", der, i modsætning til en atombombe, kan handle autonomt. Harari maler dystre scenarier: Droner, der selv beslutter, hvem de skal angribe. Algoritmer, der cementerer social uretfærdighed. En usynlig burverden.
Doch Hoffman holder imod. KI, så hans tese, kunne ikke kun være et trusselscenarie. Det kunne også blive menneskets ultimative "superagent" - hvis vi bruger det rigtigt.
Superkræfter til hverdagen
Forestil dig, at AI var din personlige assistent: Den hjælper dig med at forstå komplekse kontrakter, underviser dine børn i matematik eller gør dig til en mere kompetent medarbejder. Med systemer som ChatGPT, siger Hoffman, kunne mennesker opdage deres individuelle "superkræfter" – kreativ, innovativ og selvbestemt.
Denne positive frihed, som Hoffman kalder den, gør det muligt for alle at få det bedste ud af sig selv i et decentralt og fleksibelt samfund. "Værktøjer som ChatGPT er som en GPS for information," forklarer han. Ingen tvang, men støtte.
Doch dieser optimistische Blick übersieht eine afgørende spørgsmål: Hvem beslutter, hvordan disse teknologier skal udformes? Og hvordan forhindrer vi, at frihed bliver til kontrol?
Kina: Den mørke side af "superagenturet
Den, der gerne vil se, hvordan det ikke skal gå, kan kigge mod Kina. Der bruger regeringen AI til at overvåge borgere og styrke et autoritært regime. Ansigtsgenkendelse og Big Data skaber en verden, som eksperter kalder et "usynligt bur". Hvad der for Hoffman er en positiv frihed, bliver her til en retorisk skal: Den kollektive nytte gavner kun en lille elite.
Ein Bericht der Information Technology and Innovation Foundation warnt, dass China die USA bald in der Entwicklung von KI überholen könnte – wenn es das nicht schon getan hat. Was dann? Wie verteidigen demokratische Gesellschaften ihre Werte, wenn autoritäre Systeme KI nutzen, um Freiheit zu unterdrücken?
En usynlig krig
Debatten om KI er mere end teknologifilosofi. Den er en kamp om værdier og magt. Spørgsmålet er ikke, om KI vil bestemme vores fremtid – men hvordan. Bliver vi fortsat skaberne, eller kun observatørerne?
Mens demokratier arbejder sig møjsommeligt igennem kompromiser, beviser Kina, hvor hurtigt AI kan misbruges. Men Hoffmans optimisme viser: Der er et alternativ. Hvis vi bruger AI til at styrke mennesker og samtidig sætter klare regler, kan den faktisk blive til en 'superagent' – et værktøj, der fremmer vores individuelle friheder og samtidig forbinder os.
Am ende er KI hverken ven eller fjende. Det er et spejl af vores beslutninger. Og spørgsmålet forbliver: Hvad vil vi se?
